Sakramenterne

 

Den katolske kirke har syv sakramenter. Ordet  sakramente kommer fra det latinske sacramentun og betyder mysterium, nådemiddel, hellig handling og er indstiftet af Kristus til vor retfærdiggørelse. 

Efter sin opstandelse fortsætter Jesus sine kraftige gerninger i Kirken under sakrale tegn f.eks "dåbsvandet" og "Eukaristiens" brød og vin med de ledsagende ord..

De sakramentale tegn anskueliggør i handling de nådegaver, som de bevirker. Sakramenterne er således den kirkelige form, hvorunder den opstandne Kristus fortsætter med at drage omsorg for enhver især, som tror på ham. Her træder han ind i de afgørende situationer i et menneskes liv: fødsel-dåb; modning-firmelse; måltid-eukaristi; synd og krise-boden; kald-ægtevielse og præstevielse; sygdom og død-sygesalvelsen. Han genføder, udvikler, nærer, genrejser, indvier, helbreder og styrker mennesket på dets livsvej fra vugge til grav.

De syv sakramenter er: dåb, skriftemål, firmelse (konfirmation), eukaristi (nadver), ægteskab, de syges salvelse og præstevielsens sakramente.

Sakramenterne træder i kraft når Kirken foretager de sakramentale handlinger som Kristus har indstiftet og gennem apostlene forordnet. Selv om Jesu indstiftelse ikke er bevidnet i evangelierne for alle syv sakramenters vedkommende, således som f.eks. indstiftelsen af Eukaristien før hans død og af dåben efter hans opstandelse, så er der dog vidnesbyrd om i NT om apostelkirkens forvaltning af dem. Og det er med apostolsk autoritet, at Kirken siden det 12. århundrede (ligesom de ortodokse Kirker) har fremhævet netop disse syv sakramenter som Kristi særlige nådemidler og nødvendige til  vor frelse. Sakramenterne er således synlige og virkningsfulde tegn på de nådegaver, som Kristus gennem dem vil bevirke.

Kirken selv, Kristi mystiske legeme, er hans Ursakramente til verden. Derfor er sakramenterne også kirkens livsytringer, organer for det liv, den uafbrudt modtager og videregiver. Derfor kan heller ikke hvemsomhelst være sakramentsforvalter, men kun de, som Kirken salver og sender. End ikke Kristus har givet sig selv den værdighed at være vor ypperstepræst, men Gud som har kaldet og indsat ham:"Du er præst til evig tid". (Hebr 5,6). Derfor forudsætter gyldige sakramenter gyldige sakramentsforvaltere, og gyldige sakramentsforvaltere forudsætter en lydig Kirke, tro mod Kristi indstiftelser og befalinger (jfr. Matt 28,18-20. )

 

 

Sakramental tilbedelse

Sakramental tilbedelse er tilbedelse af det indviede hostie (der for katolikker ER Kristus selv), der er udstillet på alteret.
Religøs tilbedelse er for den kristne reserveret Gud. Den udtrykker, med eller uden ord, en erkendelse af menneskets absolutte afhængighed af ham, lovprisning af hans guddomsmajestæt, ærefrygt for hans hellighed, offervilje i ønsket om at følge efter Kristus. tilbedelse tilkommer derimod ikke helgener, fromme billeder, relikiver o. lign. De kan kun være genstande for værdsættelse. Katolikker og ortodokse tilbeder ikke Maria og helgenderne, men beder om deres forbøn.